Mange virksomheder oplever, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at betale sine regninger – bl.a. moms og A-skatter samt afdrag på covid-lån.
Hvis man kan se, at man ikke kan betale enhver sit indenfor f.eks. 1 år, bør man allerede nu søge professionel hjælp til at finde en løsning. Man får højst 1 år til at afdrage gæld til Gældsstyrelsen- ofte kun 3 mdr.
Mange har en tro på, at det nok løses, men se på følgende eksempel:
Man skylder 1 mio. i skat og moms. Måske kan man få en afdragsordning på 12 mdr. Der beregnes 0,7 % i rente pr. mdr. (der ikke kan fradrages i skat) – det betyder, at de først 7.000 kr. man afdrager pr. mdr. går til renter. Hvis man f.eks. betaler 20.000 kr. pr. mdr., vil det tage ca. 70 mdr. at afdrage gælden!
Man vil ikke få så lang afdragstid.
Som selvstændig erhvervsdrivende hæfter man for gælden med al formue – både bil, ejendom mv.
Driver man virksomhed i selskabsform, hæfter man som udgangspunkt kun for selskabets formue.
Man kan dog blive gjort personlig ansvarlig, hvis man bliver ved med at stifte gæld i selskabet – velvidende, at man ikke kan betale beløbet tilbage. Det vil betyde, at kreditorerne også kan få andel i ejerens private aktiver.
Hvis Gældsstyrelsen ikke får deres tilgodehavende, vil de enten gøre udlæg i aktiver eller erklære personen eller selskabet konkurs.
Udlæg betyder bl.a., at de vil kræve virksomhedens salgsfakturaer betalt til Gældsstyrelsen og de vil anmode om at få indbetalt saldiene på virksomhedens bankkonti. Endvidere vil Gældsstyrelsen kræve de penge, der står på bankkonti indbetalt til dem. Konsekvensen er, at virksomheden ikke får likviditet ind på bankkontoen til betaling af lønninger og varer/ydelser. Dette kan man ikke holde til i lang tid og en konkurs vil være en realitet.
Det er derfor vigtigt, at man reagerer før man kommer i den situation.
Ved professionel assistance, der som oftest sker i samarbejde med din revisor, kan man måske finde frem til en løsning, hvor man ikke mister hus og hjem. Man kommer i en periode til at leve beskedent – men det er trods alt bedre end at miste alt.
Der er flere løsningsmodeller bl.a. rekonstruktion.
Rekonstruktion er et redskab, hvor gælden sættes på ”stand by” (også til Gældsstyrelsen) – indtil man finder en løsning. Der udpeges en rekonstruktør (typisk advokat) og evt. en tillidsmand (uafhængig regnskabskyndig person – typisk revisor – dog ikke ens egen, da han/hun ikke er uafhængig) Rekonstruktør og tillidsmand samarbejder med virksomhedens revisor for at frembringe det nødvendige materiale.
Virksomheden kører typisk videre i modsætning til konkurs, hvor virksomheden ofte lukkes nu og her.
Taxmaster assisterer med dette i samarbejde med kompetent advokat.